Krinkelkrogens Konfektværksted

De skøre idéer skal bare afprøves! Et af disse “kreative” indfald fik jeg en sen aftentime et par måneder før, at jeg skulle holde reception for min bogudgivelse, og det handlede om at udvikle “Krinkelkrogens Konfektværksted”.

Jeg elsker at lave konfekt til jul og chokoladeæg til påske – og gerne opfinde en eller anden ny smag og kombination. Det kunne være mørk chokolade med fyld af hvid chokoladecreme med fløde og krydret med chili og rom? Eller mandelnougat med lakrids? Eller..? Nå, men idéen den sene aftentime var, at jeg kunne lave en chokolade, der “passede til” en udvalgt novelles hovedperson. Så kunne jeg servere chokoladerne til bogreceptionen, mens jeg læste op?

Der signeres bøger på bogrecpetionen
Der signeres bøger på bogrecepetionen

Også på video

Siden kom der en ny idé til: Konfektfremstillingen skulle videofilmes, og i samme video skulle jeg fortælle om konfekten og læse op fra novellen. Som sagt så gjort.

Novellesamlingen “Krinkelkroge” præsenterer menneskeskæbner gennem 15 små eventyr og sære historier. Foreløbig tre af disse noveller har inspireret mig til et stykke chokoladekonfekt med en helt særlig smag. Denne smag afspejler hovedpersonens karakter i novellerne “Jimmys bænk”, “Olivias bænk” samt “Galdemand”. Hermed opstod ideen til “Krinkelkrogens Konfektværksted” og de foreløbig tre videoer “Jimmy”, “Olivia” samt “Erling”

I konfektværkstedets videoseance skabes konfektstykkerne for øjnene af dig, og der gives virtuelle smagsprøver. Samtidig filosoferer jeg over hovedrollens karakter og læser lidt højt fra den pågældende novelle.