Erling – galdemanden som ikke turde blive vred

Galdemanden Erling er enormt stor. Derfor var det naturlig at vælge den af mine chokoladeforme, der virkelig havde et volumen.
Der er ingen tvivl om, at Erling er bitter på livet, og en god 70 pct. mørk valhrorna chokolade må være det, som omkranser fyldet, der jo kun kan være en galdegrøn masse.
Før I rynker for meget på næsen, så husk, at pistachiemasse, krydret med lidt lime iblandet ganache lavet af hvid chokolade sagtens kan opnå den rigtige grønne farve.

Faktisk vokser Erling gennem hele novellen, og det skyldes alt den galde, som han ikke kan komme af med. Han tør nemlig ikke blive vred. Tænk hvis han blev afvist, negliseret, skældt ud …?

Se min lille video for at høre mere om galdemanden Erling og se tilblivelsen af chokoladekonfekten Erling i tredje afsnit af “Krinkelkrogens Konfektværksted” her:

 

Uddrag fra novellen “Galdemanden”:

Jeg skulle bare have sagt … Erling sidder hjemme i stuen og genoplever den sidste tids hændelser. I sine tanker digter han kraftfulde og velplacerede svar, der får ham til at fremstå viljestærk og mandig.
Den ene hændelse efter den anden dukker op. Ella, naboen Per Rasmussen, den unge mand i Toyotaen, håndværkeren fra Brugsen. Og så forfra igen.
Indimellem viser hans klasselærer fra folkeskolen sig også. Og hans far, der altid forlangte, at han var stille og aldrig tillod ham at udtrykke utilfredshed med tingenes tilstand i hjemmet. Det gjaldt også hans mor, som livet igennem fandt sig i at være en usynlig gråspurv.

I løbet af den nat vågner Erling flere gange. Hans krop vækker ham med sine sære lyde, voldsomme bobler og væskestrømme, der bruser igennem ham.
Næste morgen vågner Erling og er vokset endnu mere. Han kan ikke længere komme ind i bilen, konstaterer han. Han bliver hjemme de næste par dage og får bestilt og leveret et gangstativ.
Han har det største besvær med at få sig klemt gennem dørene i huset, og han benytter kun nogle få, nødvendige rum. Det hjælper heller ikke, at døråbningerne i huset er 70 cm døre. Nu om dage er indvendige døre på 80 cm, læser han sig til på nettet.

Han leder også efter et nyt sted at bo, og han tænker, at han vil prøve at finde en lille lejlighed i stueplan med bredere døre og med en dobbeltdør ud til en lille have.
Det var lige, hvad de havde nede på Kærmosen. Nr. 13 er til salg. Ejendomsmægleren holder åbent hus i morgen, og Erling vil tage derned. Der er lidt over en kilometer, men det klarer han nok med flere pauser undervejs og sit nye gangstativ som støtte.
Den efterfølgende dag må Erling klemme sig sidelæns ud af hoveddøren. Han presser sine deller ud én ad gangen ved hjælp af begge hænder. Kroppen protesterer. Væsken bobler rundt, skvulper i hans indvolde og siver ind i hans fedt. Tynd, lysegrøn galde.
Han kæmper sig med tunge skridt ned ad fortovet mod Kærmosen. Efter en times tid med pauser er han fremme. Han går ind ad den dobbelte havedør, som er ulåst.

– Hej.
Foran ham i lejlighedens tomme stue står en lille pige på omkring seks år. Hendes hud er næsten gennemsigtig, og hendes klare, blå øjne er sørgmodige. – Skal du også flytte? Det skal vi – mig og mor. Vi kan nemlig ikke bo hos far mere.
– Det er jeg da ked af at høre, siger Erling oprigtigt.
Pigen ser sig omkring i stuen.
– Jeg glæder mig lidt til at få et nyt værelse. Men kun lidt. Jeg vil hellere beholde mit værelse hos far og mor. Mor er ked af det, og jeg tror, hun græder nogle gange. Jeg er også ked af det, men mest om aftenen, når jeg skal sove. Jeg hedder Sara. Hvad hedder du?
– Erling, svarer Erling og mærker en lille, varm plet i sin krop.
– Det kender jeg ikke andre, som hedder. Nu kender jeg en.

Sara ser på Erling, så lægger hun sin lille hånd med den gennemsigtige hud og de små fingre på hans kæmpemæssige mave.
– Jeg tror også, at du er ked af det. Det er synd for dig.
Hun ser på ham med sine store øjne og med sådan en alvor, at han glemmer at trække vejret et par sekunder. – Nu går jeg ud og finder mor. Hej Erling.
Og så er hun væk. Ud gennem gangen og hoveddøren.

Erling kan høre en kvinde og en mand tale sammen ude i forhaven. Det lyder som om, at manden beskriver fælleshuset, det grønne område og parkeringspladserne. Men Erling ser dem aldrig.
Da Sara rører hans mave, vågner en blød plet af sorg i hans indre. Den havde ligget i dvale i sin puppe, og nu brød den ud af sin skal – en stor grøn sommerfugl, der flakser med vingerne og vil ud i frihed.
Der er ikke plads i hans krop – han mærker huden spile sig ud til det yderste.