Olivia – en konfekt med mange lag

Her er en pige, som – måske ubevidst – tager hævn over sin mor. En mor der ikke kan elske sin datter, men kun tænker på sin skuespilkarriere. Og pigen hævner sig ved at lære sig selv at blive en endnu dygtigere skuespiller end moren!
Det er også historien om en pige, der søger erstatning for den manglende kærlighed hos fremmede – hun får penge, medlidenhed og beundring derude ved bænken over for hospitalet.
Der er flere lag i denne historie, og derfor er der også flere lag i chokoladen Olivia.
Yderst er den uskyldsrene, hvide chokolade, men med et rødt snit – som et sår eller en advarsel om, hvad der skjuler sig bag skallen.
Under skallen er de skjulte følelser – bitterheden i skikkelse af revet bittermandel, syrligheden kommer til med lidt lime, den sorte sorg i form af den mørkeste rom fra Vestindien – og så den tørrede passionsfrugt! Den evige higen efter kærlighed … alt æltet sammen med marcipan og foldet uden om kernen – som et beskyttende lag, der beskytter hjertet: Et halvt amarena kirsebær.
Her er det god stil at bide chokoladen over, så du selv kan se lagene. Velbekomme!

Se min lille video for at høre mere om pigen og se tilblivelsen af chokoladekonfekten i andet afsnit af “Krinkelkrogens Konfektværksted” her:

 

Uddrag fra novellen “Olivia”:

90 kroner. Det er da meget godt, tænker hun, stikker pengene i lommen igen og rejser sig.
Olivia går op til 3. sal og ser længe på døren til venstre.
Hun begynder at skære ansigter op til kighullet. Da hun har fundet det rette smilende udtryk, ringer hun på døren, men da der ikke sker noget, sukker hun, stikker hun sin egen nøgle i låsen og låser sig ind.
Der kommer en lav, messende stemme fra stuen.
– Hej mor, går det godt? råber Olivia.
Den messende stemme fortsætter, mens Olivia går hen imod sit værelse. Næsten henne ved døren hører Olivia den kendte stemme råbe ”Hej skat, det går fint”, hvorefter den messende lyd fortsætter.
Olivia går ind på sit værelse. Hun tager forsigtigt sparegrisen ned fra reolen og gemmer dagens gevinst. Hun holder den lyserøde sparegris tæt ind til kroppen − ja, hun knuger den. Olivia sætter den tilbage, præcist hvor den stod før.
Hun tager en dyb indånding og går ind i stuen efter at have hængt jakken på knagen i gangen.
– Det var godt, at du kom. Jeg har brug for dig. Hvor har du dog været? Nå, det er også lige meget. Du render jo ustandseligt rundt til alle dine veninder. – Gør du ikke?
Moren har rejst sig fra sofaen, hvor hun har siddet med et tykt hæfte med papirer. Hun går med hurtige skridt forbi Olivia og ud mod køkkenet med hæftet under armen uden at vente på et svar.
Hun bemærker ikke, at Olivia har rakt sin hånd ud mod hendes, så i stedet for at få et klem hænger den et kort sekund som en forkrøblet fugleunge ud i rummet. Olivia trækker hånden til sig.
– Hvad med aftensmad? Olivia er gået efter moren ud i køkkenet. Hun er ved at fylde et glas med koldt vand fra hanen.
– Det må du spørge din far om. Han kommer snart.
– Jamen jeg er sulten!
– Hør nu min skat, du kan jo altid tage dig en kiks, udbryder moren utålmodigt og hæver stemmen.
Hun lyder irriteret, og Olivia får ondt i maven. – Jeg skal simpelthen kunne denne her scene til i aften. Vi skal øve stykket for første gang, og jeg har på fornemmelsen, at det her kan blive mit store gennembrud!
Moren drikker vandet og sætter glasset fra sig. Hun har skiftet sindsstemning på et sekund og ser med strålende øjne på Olivia.
– Er det ikke fantastisk? At de endelig kan se, at jeg er en skuespiller med et enestående talent!
Hun går ned i knæ lige foran Olivia og ser intenst på sin datter.
– Din mor har bare så meget behov for, at du og din far kan støtte mig i det her.